René Schmidt

René Schmidt

Komponist, Musiker og Folkesanger !

I en tid hvor vi alle er bekendt med hverdagens ofte alt for hæsblæsende tempo, har jeg skabt et musikalsk univers, hvor jeg som troubadour inviterer publikum på en musikalsk rejse til forskellige tider, steder og stemninger.

Projektet som blev søsat i 2007 har jeg valgt at præsentere i seks koncepter.

Koncept nr. 1 Danmark rundt i 60 eller 80 minutter
Koncept nr. 2 Skandinavien rundt i 60 eller 80 minutter
Koncept nr. 3 Europa rundt i 60 eller 80 minutter
Koncept nr. 4 Folkesange fra nær og fjern i 60 eller 80 minutter
Koncept nr. 5 René Schmidt synger julen ind
Koncept nr. 6 René Schmidt til reception eller fernisering

Jeg har fået megen positiv respons, og jeg føler at jeg bevæger mig fra succes til succes. Der vil på Fyn, Jylland og Øerne blive arbejdet på at arrangere turné i to peroder i løbet af vinterhalvåret.

Under den musikalske rejse underholder jeg som guitarist og sanger. Jeg fortolker sange og melodier fra den danske og udenlandske sangskat, men også evergreens fra film og revyer. Musikken bliver udført på en spansk guitar - og jeg synger på det danske sprog. Der spredes vibrationer der ikke blot skaber en hyggelig og intens atmosfære, men som også danner rammen om et repertoire hvor tankerne og fantasien kan rejse med, og hvor alle kan nynne med på de dejlige sange og melodier.

Udover et højt kvalitetsniveau, er en humoristisk og personlig optræden en naturlig del af mig. Jeg fortæller levende om forfattere og komponister - og fortæller også små lystige anekdoter.

Mit publikum er modne mennesker, der ligesom jeg, tænder på fortidens værker og nostalgien de repræsenterer.

Til de fleste arrangementer optræder jeg solo, men som en spændende variationsmulighed kan jeg eventuelt optræde med Mads Vinding. Han akkompagnerer suverænt på sin kontrabas. (se under "læs mere om..." René Schmidt med Mads Vinding) Jeg kan eventuelt også optræde akkompagneret af en pianist.

Jeg har optrådt med koncerter for musikforeninger, kirker, omsorgscentre og kulturhuse m.v. (se under "læs mere om..." referencer og arrangørerne takker)

Til receptioner og ferniseringer understøtter jeg diskret og instrumentalt på min spanske guitar. Jeg sætter en stor ære i at musikken bidrager til en stemningsfuld atmosfære - og ikke virker dominerende.

Lidt om mig selv:

Født i året 1965. Som komponist er jeg blevet brugt flittigt af TV. Har bl.a. komponeret musik til:

- DR TV udsendelsesrækken ”Turen går til…” der var på 26 afsnit, med Jens Okking som rejser igennem Danmark sammen med sine to sønner ad Marguriteruten. "Turen går til..." blev genudsendt og også vist på tysk TV.

- DR TV Sporten, hvor jeg komponerede kendingsmelodien til EM i kunstskøjteløb. Denne begivenhed der blev transmitteret fra Brøndbyhallen, blev gennemsnitligt overværet af 12 millioner seere.

- TV2 udsendelsesrækken ”Vildmarksliv” der var på 4 afsnit, med Lene Gammelgaard som bestiger bjerge i Østrig, Sverige, Norge og Grønland.

- DK4 udsendelsesrækken ”Anne-Vibeke Rejser” hvor man følger Rejsejournalisten Anne-Vibeke Isaksen rejse rundt på kloden. Hun giver seerne gode rejsetips og andre nyttige informationer.

Dertil har jeg siden 1991 komponeret musik til mere end 350 TV udsendelser, sendt på bl.a. DR TV, TV2, Kanal 4 og DK4 - og har derved samarbejdet med en bred vifte af kendte danske skuespillere. Jeg er autodidakt, og jeg føler at jeg gennem årene har udviklet min egen stil.