TangoOrkesteret

TangoOrkesteret

TANGO ORKESTRET
Hora Cero
Nu synes alle at ville profilere sig med Tango - Tango Nuevo, den ny tango.
TANGO ORKESTRET er blevet overhalet indenom af tidens trend. Der er mange om budet, og mange der vil have en bid af tango-kagen. Da danske TANGO ORKESTRET blev grundlagt i 1989 var det ikke almindeligt at et ungt og uprøvet band - eller nogen som helst andre, for den sags skyld – søgte inspiration i lidenskaben og temperamentet i den argentinske musikform og renhjertet fusionerede den med jazz, rock og folklore. Det var dengang, hvor TANGO ORKESTRET var et af de få bands der med veneration og dedikation dyrkede den ”fremmede” musik, der ved indgangen til det tyvende århundrede blev født i luderkvartererne i Buenos Aires og Montevideo; nogenlunde samtidig med at Jazzen fandt sin form i New Orleans. Finnerne oppe nordpå påstår, at det var dem, der opfandt den og sendte den med deres sømænd til Argentina! Med al respekt - det tror vi ikke…
Tangoens melankoli og sensualitet levede som dansemusik i knejperne, og var i sin oprindelige form også en farverig kropslig dans, der i afglans fandt vej til dansegulvene i pardans-konkurrencer verden over. Den geniale argentinske komponist Astor Piazzolla fornyede tangoen. Hans indflydelse er uvurderlig, og han transformerede den jordnære og berygtede folkemusik til en sofistikeret og højt respekteret kunstform. Han genfødte og redefinerede musikken i den sidste halvdel af det sidste århundrede. Inden sin død i begyndelsen af 90’erne var han dybt bekymret over hvad der ville ske med hans musik, efter han ikke var mere. Han var sikker på, at ”de” ville komme alle vegne fra, gå på strandhugst, forulempe og forsimple hans musik; rive det ned, han havde bygget op. Han fik desværre ret. Og det er her, TANGO ORKESTRET kommer ind i billedet.
TANGO ORKESTRETs versioner og fortolkninger af Piazzollas musik er kærlige og glødende rekreationer. Astor Piazzolla var original og gik sine egne veje med den dybeste respekt for den oprindelige tango – men uden at lade traditionen begrænse sig. Det samme kan man sige om TANGO ORKESTRET og deres adoption. Deres respekt for Piazzollas musik begrænser heller ikke deres visioner og kreative evner. De lader sig ikke tynge, tværtimod. Her er underfundige improviserede soloer og arrangementerne har en evne til at vende det hele på hovedet. Musikken er båret af stor musikalitet og denne dybe forståelse af og kærlighed til essensen af Piazzollas magiske univers. Men TANGO ORKESTRET glemmer på intet tidspunkt hvem de selv er, og de har noget at have selvbevidstheden i. Dét ville have glædet den temperamentsfulde maestro.
Også instrumentationen er uortodoks. Siden TANGO ORKESTRET blev født for 14 år siden har det bestået af den akustiske guitarist Palle Windfeldt, vibrafonisten og marimaspilleren Kaare Munkholm, violinisten Kristian Jørgensen, saxofonisten og basklarinettisten Henrik Sveidahl samt trommeslageren og perkussionisten Carl Quist Møller. Alle er siden blevet vigtige figurer på den danske scene i mange forskellige sammenhænge.
På ”HORA CERO” har gruppen tilføjet en akustisk bas, hvilket har givet en markant anderledes lyd. Normalt har gruppen ved hjælp af elektronik, basklarinet, vibrafon, guitar og mørkt farvede trommer „klaret sig“ uden den rigtige bas; lyden blev karakteristisk for TANGO ORKESTRET.
”HORA CERO” er en 100 % akustisk udgivelse og “nu med bas” er lyden blevet mere naturlig og klassisk. Til at varetage den vigtige rolle faldt valget på en af de danske basgiganter, Jesper Lundgaard, hvis fylde og rytmiske fornemmelse lægger den rolige, men spændstige bund, der er med til at gøre ”HORA CERO” til måske TANGO ORKESTRETs bedste udgivelse. Det siger ikke så lidt.
TANGO ORKESTRET er blevet en institution og med ”HORA CERO“ anskueliggøres, at de stadig er et af de få bands der har sanset smerten, tempoet, lidenskaben, flertydigheden og temperamentet med en indlevelse, der gør dem unikke. TANGO ORKESTRETs medlemmer er blevet ældre og modenhed og erfaring giver den ro og dybde, der er vigtige elementer i tangoen. TANGO ORKESTRET tør på ”HORA CERO“ gå tilbage til udgangspunktet, og har derved skabt en tilgængelig, knap så elitær indspilning, der gløder af nærvær og tidløs musik tværs over alle grænser. ”HORA CERO“ er mere jordnær på den fede måde – simpelthen.
TANGO ORKESTRET: Hora Cero
STUCD03122, STUNT RECORDS
Distribution: GDC
Palle Windfelt - Acoustic Guitar, Kaare Munkholm - Marimba and Vibraphone, Kristian Jørgensen - Violin, Henrik Sveidahl - Soprano Saxophone, Tenor Saxophone and Bass Clarinet, Carl Quist Møller - Drums and Percussion, Jesper Lundgaard - Double Bass.
1. Escualo, 2. Introducción del Ángel, 3. La Muerte del Ángel, 4. Ressurrección del Ángel, 5. Milonga del Ángel, 6. Prepárense, 7. Decarisimo, 8. Buenos Aires Hora Cero, 9. La Camorra, 10. Se Armó.
TANGO ORKESTRET har udgivet fem cd’er før denne, alle for STUNT Records, ”Tango Orkestret” (1993), ”Lo que vendrá” (1995), filmmusik til ”Motello” (1998), ”1999” (1999) og ”Tango Orkestret and Marcelo Nisinman“ (2001).


Forespørgsel

Prisgruppe
C (12.000 til 20.000)

Genre(r)
Ny jazz
Fusion (jazz/rock)
Latin
Verdensmusik


Versioner
Dansk

Genveje