Jørgen Lauritsen
Kapelmester, pianist, keyboardspiller, dirigent, kordirigent, organist.Komponist, musikalsk arrangør.
Funktionerne er mange i Jørgens arbejde. Gennem de senere år er Jørgen set i forbindelse med de fleste større produktioner på den danske musicalscene. Først som keyboardspiller, det startede på Østre Gasværks ”Les Miserábles” og fortsatte med mange store forestillinger.
Derefter har Jørgen forestået den musikalske ledelse og planlægning på de store musikproduktioner på Gladsaxe Teater (HC Andersen, Det gode menneske fra Sezuan, Trold kan tæmmes, Piraterne fra Penzance, De tre musketerer) og desuden blandt andet arbejdet på Folketeatret (Pelle Erobreren) og Østre Gasværk Teater (Atlantis). Dette har været med små og større musikalske besætninger, og har gjort Jørgen fortrolig med forberedelser, indstudering, prøveforløb og at dirigere de mange skønne forestillinger.
Hjertet banker for den store musical, i november 2001 er Jørgen pianist ved DR’s Underholdningsorkesters populære koncerter med Andrew Lloyd-Webber og i december julekoncerter med Niels Olsen
Som et særligt speciale er Jørgen arrangør/orkestrator for de store ensembler og har leveret til Sjællands, Ålborg, Sønderjyllands symfoniorkestre samt Norsk Rigskringkastings-orkester og Metropole Orchestra, Holland. Endvidere et stort og frugtbart samarbejde med DR’s Underholdningsorkester.
Se CV.
Som medlem af komponistgruppen ”Den 3dje vej” har Jørgen deltaget i adskillige prominente begivenheder, som komponist for blandt andet Ålborg Symfoniorkester, Athelas Sinfonietta og nu i november 2001 Det Fynske Musikkonservatoriums slagtøjsensemble.
Desuden arbejder Jørgen på værker for forskellige besætninger, fra strygerkvartet til messing-kvintet og det store symfoniorkester.
Pressen skrev;
En fornem sans for klanglige afskygninger, dynamik og form samt instrumental farvelægning gav Jørgen Lauritsens ”Krystal og Mørke” et organisk og karakterfyldt udtryk.
Copenhagen Art ensemble, Boris Rabinowitsch, Politiken juni 1999
Orkesterspil, kor og iscenesættelse går op i en højere enhed
Gladsaxe Teaters ”Trold kan tæmmes”, Randi Larsen BT (xxxxxx) marts 1999